Danskerne streamer mere – også historiske film

RAPPORT. Danskernes streamingforbrug stiger, og det gælder også den digitaliserede filmarv. Filminstituttets streamingsite ’Danmark på film’ nåede over en halv million brugere sidste år. En ny brugerundersøgelse giver indsigt i hvorfor.

Danskernes brug af streamingtjenester vokser år for år. Når det gælder audiovisuelle medier, er streaming næsten ligeså udbredt som traditionel tv-sening, viser nye tal fra Kulturministeriet. Og denne tendens er ikke kun forbeholdt de store betalingsstreamingtjenester.

Den afspejler sig også på Filminstituttets gratis streamingtjeneste, ’Danmark på film’, hvor man kan se nydigitaliserede historiske dokumentarfilm fra hele landet. 

Men hvordan kan det være, at det bliver stadig mere populært at streame historiske film? For at få svar på dette, har Filminstituttet nu udarbejdet en brugerundersøgelse, der sætter fokus på, hvorfor danskerne i stigende grad går på opdagelse i filmarven.

Over en halv million brugere

Antallet af brugere på ’Danmark på film’ steg markant i 2020. Mere end 550.000 brugere benyttede sig af tjenestens filmudvalg i det forgangne år, hvilket er en stigning på 79% fra 2019.

Antal brugere på 'Danmark på film' i perioden 2016-2020 

Brugerne streamede i 2020 over 677.000 film og klip – en stigning på 49% fra året før – og de besøgte mere end 1,7 mio. sider, f.eks. populære temasider som 'Danmark under besættelsen', 'Trafikfilm - til fumlegængere og fartbøller' og 'Epidemier i Danmark'.

Antal streams på 'Danmark på film' i perioden 2016-2020

Det underholdende og interessante er trækplastre

Filminstituttet undersøger jævnligt danskernes oplevelse af danske spillefilm. Nu er der for første gang lavet en brugerundersøgelse af, hvordan danskerne oplever og bruger filmarven. Brugerundersøgelsen er udført af analysebureauet Seismonaut og er foruden besøgsstatistikker baseret på brugerinterviews og spørgeskemaundersøgelser.

Om undersøgelsen

’Brugerundersøgelsen af Danmark på film’ er udarbejdet af analysebureauet Siesmonaut i marts 2021. Den er baseret på spørgeskemaundersøgelse, brugerinterviews og besøgsstatistikker.

Brugerundersøgelsen sætter bl.a. fokus på, hvilken form for kulturel betydning tjenesten har for brugerne. I undersøgelsen er brugerne blevet spurgt om, hvordan de oplever, at ’Danmark på film’ bidrager med betydning for dem. Der er blevet spurgt inden for fire dimensioner for kulturel betydning, henholdsvis emotionel, intellektuel, kreativ og social betydning.

Spørgsmål i brugerundersøgelsen: 'I hvilken grad oplever du, at streamingsitet 'Danmark på film' ... [se spørgsmål i figuren]'

Kilde: Seismonaut

78% af brugerne angiver, at de i høj til i meget høj grad oplever, at “Danmark på film” har betydning for deres interesser. Underholdning, ny viden og inspiration er også blandt topscorerne. 77% oplever i høj til i meget høj grad, at sitet er underholdende, mens 71% mener, at det præsenterer dem for ny viden og 64% mener, at de blive inspireret gennem deres brug af sitet. 45% bliver i meget høj grad eller i høj grad rørt eller nostalgisk. Som en bruger udtrykker det:
 

“Så kan man sidde og drømme sig lidt tilbage. Det gør noget inden i mig.“
- Mand i 50’erne, pensionist, privat brug.

Om Danmark på film

Filminstituttets streamingsite ’Danmark på film’ har eksisteret siden 2015. Her kan man se historiske dokumentarfilm fra Danmark, Grønland, Færøerne og Island fra perioden 1897-2018. Sitet rummer pt. lidt over 5000 film og klip, som stammer fra Filmarkivet, og der kommer løbende flere til. Man kan bl.a. finde klip via et interaktivt danmarkskort. Filmene er frit tilgængelige online.


Brugerne ser ikke kun de historiske film i privat regi. En del ser dem også i arbejdssammenhæng:
 

“Privat bruger jeg siden af nysgerrighed, fx hvis jeg har haft en samtale med min far eller en anden, som får mig til at ville se filmklip fra deres tid. Men i mit arbejde bruger jeg det mere til research. Nu laver jeg en film, som foregår i en skole, og så ser jeg, om der er klip fra skoler, hvordan det så ud dengang, og hvordan man underviste dengang.”
- Kvinde i 20’erne, filmskaber/underviser, professionel og privat brug.

 

I 100-året for Genforeningen har filmoptagelser fra festlighederne i 1920 været populære. Billedet er fra filmklippet ’Kongen rider over grænsen’

Et sted at dyrke og dele interesser

Blandt de brugere, der besøger ’Danmark på film’ for at se film, der relaterer sig til en interesse, drejer det sig i høj grad om lokalhistorie (73%), forskellige historiske begivenheder (54%) og filmhistorie (43%). Tjenestens historiske indsigt er vigtig for brugerne:

“For mig skal det enten være noget, der sker lige nu, eller noget, der har en stor historisk værdi. Noget der viser hvordan danskerne levede dengang, hvilke problemer vi stod med osv. eller store bygningsværker som broer, toge, flyvemaskiner osv.”
- Mand i 50’erne, biblioteksmedarbejder, professionelt og privat brug.


Cirka halvdelen af de adspurgte angiver, at den sociale betydning ved ’Danmark på film’ er vigtig for dem. 53% svarer, at streamingsitet i høj til i meget høj grad giver anledning til samtaler, og 46% svarer, at filmene giver noget at samles om. Mange deler film og klip med andre:
 

“Jeg er med i en gruppe på Facebook, som hedder ’Danske cirkusvenner’, hvor der sommetider er nogle klip derfra [fra Danmark på film], og hvor jeg kan finde på at dele klip.“
- Kvinde i 60’erne, pensionist, privat brug.

 

Spørgsmål i brugerundersøgelsen: 'Hvilken interesse ligger til grund for din brug af streamingsitet?'

Kilde: Seismonaut

Trofaste og tilfredse brugere

’Danmark på film’ har en trofast brugergruppe, hvor størstedelen besøger sitet månedligt eller oftere. 

Spørgsmål i brugerundersøgelse: Hvor ofte besøger du streamingsitet 'Danmark på film'?

Kilde: Seismonaut

Mange oplever også, at ’Danmark på film’ bidrager med kreativ og social betydning, bl.a. ved at give anledning til samtaler og noget at samles om. Overordnet viser brugerundersøgelsen, at brugerne er meget tilfredse med ’Danmark på film’. Langt de fleste angiver at sitet i høj til i meget høj grad fremstår troværdigt (83%), at sitet er spændende (87%), relevant for dem (76%) og let at finde rundt på (70%).

Film fra Grønland, Færøerne og Island er i høj kurs blandt brugerne. Billedet er fra filmen ’Grønland i sol’ fra 1950.

Kulturarv i coronatiden

Alle streamingtjenester har oplevet stigende brugertal under perioder med nedlukning, og det gælder også ’Danmark på film’. Her kan man på streamingsitets facebookside Filmcentralen registrere et stort antal brugerkommentarer, der peger i retning af, at i en tid, hvor vi skal holde afstand, kan kulturarv skabe nærhed. Mennesker har fundet hinanden via de historiske film – og ikke kun i overført forstand. Læs Filminstituttets direktør Claus Ladegaards indlæg om, hvordan kulturarv kan styrke fællesskab i en tid, der er præget af isolation og afstand

Se den nye rapport fra Kulturministeriet: ’Kort nyt - Streamingtjenester’.

For mere info kontakt

Sara Prahl Larsen
Projektleder
Tlf. +45 3374 3527
sarapr@dfi.dk