Kommende spillefilm

På grund af corona vil premierekalenderen ændre sig. Vi opdaterer løbende.

Madklubben / 22. oktober

Marie, Vanja og Berling har kendt hinanden lige siden skoletiden. De tre kvinder er i deres livs efterår og slås med hver deres. Efter en turbulent tid hjemme i Danmark beslutter de at tage på madkursus til Syditalien. Rejsen bliver dog ikke helt den tur, de havde regnet med, og de hede sydlandske aftener byder på både flirt, jalousi og sandheder, der pludselig skal på bordet. Midt i virvaret opdager de tre dog, at livet har langt mere at byde på,  og at det aldrig er for sent.

Instruktører Barbara Topsøe-Rothenborg Manuskript Anne-Marie Olesen Thinghuus Produktion Nepenthe Film Genre Komedie

Erna i krig / 29. oktober

Året er 1918. Første verdenskrig hærger ude i Europa, og Tyskland er tvunget til at indkalde alle våbenføre mænd og unge drenge til krigstjeneste. Heller ikke de dansksindede sønderjyder får lov at gå fri. Hjemme hos Erna i Bramstrup vækker det stor bekymring, da hendes enfoldige søn Kalle bliver indkaldt til den preussiske krigsmaskine. Trods Ernas forsøg på at få sønnen kasseret, indser hun snart, at hvis Kalle skal reddes  fra den sikre død i skyttegraven, må hun selv følge  med. Forklædt som ’menig Julius Rasmussen’ drager Erna i krig.

Instruktør Henrik Ruben Genz Manuskript Bo hr. Hansen Producent Nimbus Film Genre Drama

Breeder / 31. oktober

Den unge rytter Mia finder ud af, at et velrenommeret helsekostfirma, ejet af en målrettet forretningskvinde, er involveret i kidnapning af kvinder. Firmaet bruger kvinderne til biohacking-eksperimenter, som har til formål at give rige klienter deres ungdom tilbage. På jagt efter sandheden bliver Mia selv indfanget og brændemærket i de skumle, underjordiske faciliteter. Bekendte skikkelser dukker op, og Mia indser, at situationen er mere kompleks, end hun troede. Men kan hun genfinde sin egen indre styrke og undslippe mareridtet?

Instruktør Jens Dahl Manuskript Sissel Dalsgaard Thomsen Producent Beo Starling Genre Horror

Julemandens datter 2 / 12. november

Lucia er datter af Julemanden og går på Julemandsskolen. Da hendes bedste ven bliver falsk anklaget for at stjæle Kong Vinters magiske krystal, satser hun alt for at bevise hans uskyld og finde den rigtige tyv. Men det viser sig, at der er mørke kræfter på spil, som vil gøre alt for at knuse julemændene, Kong Vinter og alt, hvad de står for.

Instruktører Christian Dyekjær Manuskript Uffe Rørbæk Madsen, Lars Therkildsen Produktion Deluca Film Genre Familiefilm

Malous jul / 19. november

Malou kommer i familiepleje hos juleglade Bibi og Leif på den lille ø Lunø. Stemningen er mildt sagt presset: Malou hader både julen, øen og plejeforældrene.  Tingene bliver ikke nemmere, da Malou opdager den hidsige gårdnisse Nils, der vil gøre alt for at få Malou smidt væk fra øen igen. De aftaler en nisse-ed om, at Malou skal lave så meget ballade som muligt. Men da Malou for første gang oplever at blive både set og omfavnet af Bibi og Leif, indser hun, at hun alligevel gerne vil blive på øen. Men pagten med nissen kan ikke ændres. Med en sur nisse i hælene skal Malou nu overbevise sin nye plejefamilie om, at de kan stole  på hende. Ikke nogen nem opgave når den lille nisse viser sig at være både livsfarlig og et rigtigt grødhoved.

Instruktører Claus Bjerre Manuskript Claus Bjerre, Frederik Meldal Nørgaard Produktion Ja Film Genre Familiefilm

Retfærdighedens ryttere / 19. november

Den udstationerede militærmand Markus må tage hjem til sin teenagedatter Mathilde, da hans kone dør i en tragisk togulykke. Det ligner en tilfældighed, indtil matematiknørden Otto dukker op med sine to excentriske kollegaer Lennart og Emmenthaler. Otto var selv passager på det forulykkede tog og er overbevist om, at nogen må stå bag. Som indicierne hober sig op, står det klart for Markus, at det måske var et nøje orkestreret attentat, som hans kone tilfældigt blev offer for.

Instruktør Anders Thomas Jensen Manuskript Anders Thomas Jensen Producent Zentropa Genre Komedie

Lille sommerfugl / 3. december

Den stædige landmand og svineavler Ernst og hans livsledsager Louise inviterer til guldbryllup i det lokale forsamlingshus med både dansktopmusik og svingom. Men familien bærer på flere hemmeligheder, og Ernst gemmer på den største. I løbet af én lang, festlig, berusende, overraskende, gribende og vemodig aften pibler sandhederne frem, og familien sættes på den ultimative prøve.

Instruktør Søren Kragh-Jacobsen Manuskript Søren Kragh-Jacobsen Producent Snowglobe Genre Drama

Spillefilm med senere premiere

 

Kontakt

Anders Budtz-Jørgensen
andersbj@dfi.dk