Super16 præsenterer årets afgangsfilm online

PREMIERE. Den tiende årgang på den alternative filmskole Super16 præsenterer deres afgangsfilm online frem til 10. marts hos Filmmagasinet Ekko. De seks film byder på alt fra sci-fi om abort til ungdomsdrama om rygtespredning.

Selvom corona er kommet i vejen for en traditionel fejring af den tiende årgang på Super16's afgangsfilm, kan du stadig opleve de nye værker fra dimittenderne, der allerede har markeret sig i både ind- og udland. 

Frem til 10. marts viser Filmmagasinet Ekko de seks afgangsfilm, der spænder over politisk science fiction, fantasy, komedie og coming-of-age med emner som fødselsdepression, fri abort og rygtespredning i fokus. 

Skifting

Fantasydramaet 'Skifting' følger en ung mor, der kæmper med efterskælvene fra en traumatisk fødsel. De svære følelser tager kun til i styrke, da hun pludselig får mistanke om, at hendes barn er blevet forbyttet.

Filmen er instrueret af Zinnini Elkington, produceret af Johannes Nørregaard og skrevet af Christina Øster.

Fanny Louise Bernth i 'Fuglenes afgrund'.

Fuglenes afgrund

I 'Fuglenes afgrund' gør Liva Wichfeld klar til at indtage lederposten i antiabort-partiet Frihed og Ansvar. Men hendes personlige og politiske overbevisning støder sammen, da hun selv bliver gravid. 

Filmen er instrueret af Jacob Krzysztof Glogowski, produceret af Caroline Steenberg Dam og skrevet af Malthe Jagd Miehe-Renard samt Anne Vraaby Aumayr (ekstern). 

Elias Budde Christensen i 'Vilde sind'.

Vilde sind

'Vilde sind' omhandler 15-årige Daniels komplekse relation til sin psykisk sårbare mor, der afholder ham fra at søge mod en ny begyndelse hos sin far i København. 

Filmen er instrueret af Hannah Elbke, produceret af Johannes Rothaus Nørregaard og Laura Valentiner-Bohse (årgang #11) og skrevet af Henrik Binger. 

Frieda Joanna Krøgholt i 'Young'. Foto: Yannick Wolff

Young

Coming of age-dramaet 'Young' tager pulsen på usunde ungdomsmiljøer. Pernille bukker under for gruppepres og træffer et skæbnesvangert valg om at konfrontere en klassekammerat, som muligvis har spredt et ondt rygte om Pernille. Situationen eskalerer pludselig ud af kontrol. 

Filmen er instrueret af Kristian Håskjold, produceret af Andreas Bak og skrevet Malthe Miehe-Renard.

Tore Dokkedahl i 'Grønningen'.

Grønningen

I komediedramaet 'Grønningen' bliver Tom suget ind i et mysterium, da et pludseligt dødsfald og en forsvinding sender ham ud på en større opdagelsesrejse.

Filmen er instrueret af Simon Mortensen, produceret af Theis Nørgaard og Emma Wendorff Skjøth (ekstern) og skrevet af Henrik Binger.

Line Kruse i 'True Mirror'.

True Mirror 

Det psykologiske mor-søn-drama 'True Mirror' følger kærlighedscoachen Jacqueline, der underviser med assistance fra sin teenagesøn. Da en kursist udfordrer hendes metoder, begynder en magtkamp, som kaster Jacqueline ud i et skræmmende møde med sig selv.

Filmen er instrueret af Glen Bay Grant, produceret af Anna Risgaard Dahl og skrevet af Marianne Lentz.

Alle filmene kan ses hos Filmmagasinet Ekko frem til 10. marts.

Tags: Super16