Nyt opslagsværk om filmgenrer

FILMFORSTÅELSE. Bliv klogere på actionfilm, musicals, fantasyfilm, gysere og mange andre filmgenrer. Filminstituttet står bag et gratis online opslagsværk, der skal styrke genrebevisthed i en ekstremt visuel verden.

Vidste du, at de første ungdomsfilm blev lavet i 1950’erne, da unge blev en selvstændig målgruppe – og at det i begyndelsen var film, der advarede mod de farer, som lurer på unge mennesker? Og var du klar over, at Vietnamkrigen skabte en bølge af krigsfilm, mens angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 affødte en række katastrofefilm?

Om Filmcentralens Filmleksikon

Opslagsværket rummer 140 opslag om filmiske virkemidler, dramaturgi og filmgenrer. Det er frit tilgængeligt online.

I 2019 havde Filmleksikon næsten 1,3 mio. sidevisninger. Det svarer til 20 % af den samlede trafik på Filmcentralen/Undervisning.

Formålet med Filmleksikon er at skabe større indsigt i filmens sprog, virkemidler og genrer og give folkeskolens ældste klasser et fælles fagsprog omkring filmanalyse.
 

Hvis du interesserer dig for filmgenrer, kan du nu dykke ned i Filminstituttets nye, omfattende opslagsværk om filmgenrer. Det ligger online på Filmcentralen/Undervisning og er frit tilgængeligt og gratis at bruge. Her kan man blive klogere på en lang række genrer, bl.a. actionfilm, drama, musical, gyser, komedie, fantasyfilm, krigsfilm og mange andre. Der er både fokus på klassiske genrefilm og på helt nye genretyper, som er knyttet til sociale medier, hvor indhold remixes, og genrer flyder sammen. 

I Filmleksikon kan man læse om, hvordan der blev brugt stopmotion i nogle af de tidligere sci-fi og fantasifilm - her 'Star Wars: Imperiet slår igen' (1980) Foto: Lucasfilm

I Filmleksikon har hver genre en forside, der definerer genren og dens historie. Desuden kan man gå i dybden med genrens fællestræk, undergenrer og genrehybrider. Opslagsværket er illustreret med billeder fra kendte genrefilm samt filmklip og -billeder fra film, der kan ses på Filmcentralen. Det meste er frit tilgængeligt, men det kræver Unilogin at se filmene.

Læs om filmgenrer i Filmcentralens Filmleksikon 

Actionfilm har en række undergenrer, bl.a. kampsportfilmen. Her er det 'Kill Bill: Volume 1' (2003) Foto: Robert Richardson / Miramax Film

Opslagsværket om filmgenrer er en udvidelse af det populære Filmleksikon, som rummer godt 100 opslag om filmiske virkemidler og dramaturgi. Med den nye filmgenre-del er der tilføjet 40 opslag om de klassiske filmgenrer og genretræk. Filmleksikonet er målrettet de ældste klasser i folkeskolen og gymnasiet, men bliver også brugt af mange andre, der interesserer sig for film og filmanalyse.

”Genreudvidelsen er lavet for at styrke elevernes genrebevidsthed og interesse for film,” siger Martin Schantz Faurholt, der er redaktør i afdelingen Børn & Unge. ”I en tid, hvor medier bombarderer os med film og fortællinger, er kendskabet til genrer blevet vigtigere. Især hvis man skal lære at adskille de mange udtryk, der præger en ekstremt visuel verden som vores. Arbejdet med film og filmgenrer har en værdi i sig selv, men genrebegrebet er også centralt i skolen, fx i danskfaget, hvor eleverne skal forholde sig kritisk til genrekoderne helt fra første klassetrin.”

'En helt almindelig familie' (2020) er et eksempel et nyt dansk drama. Foto: Sverre Sørdal / Nordisk Film Production