Kommende spillefilm

Intet / 19. maj

I starten af 8.klasse konstaterer Pierre Anthon at tilværelsen er meningsløs og flytter op i et træ. Der opstår en eksistentiel krise blandt hans klassekammerater. De beslutter sig for at samle deres mest værdifulde ejendele i en dynge af mening, der skal overbevise Pierre Anthon om, at han har uret og bør komme ned fra træet. En farlig, foruroligende og kontroversiel undersøgelse af hvad der skaber mening er begyndt.

Instruktør Trine Piil, Seamus Macnally Manuskript Trine Piil Producent Film & Lydholm Genre ‘coming-of-age-drama-thriller’

Esthers orkester / 2. juni

For den midaldrende Thomas har livet altid været noget, der skulle pareres. Thomas får dog hverdagen vendt på hovedet, da konen Esther dør. Som familiefar og mand må Thomas nu holde fatningen, hente sine døtre og manøvrere rundt i, hvad der for alle andre blot er en helt almindelig, travl hverdag. I bakspejlet gennemlever Thomas dagen, hvor han møder Esther for første gang. To skæbnesvangre døgn flettes sammen: Begge uperfekte, uforudsigelige og smukke på deres helt egen måde. Thomas konfronteres i disse to døgn med tiden, kærligheden og døden – tre uforenelige størrelser, som ikke kan afværges.

Instruktør Alexander Bak Sagmo Manuskript Troels Engelbrecht, Alexander Bak Sagmo Producent New Tales Genre Drama

Natten har øjne / 30. juni

Maja var engang en lovende skuespillerinde. Nu gentager hun sin rolle fra en gammel TV-julekalender – ikke i fjernsynet, men i storcentre og biblioteker. Så da hun falder pladask for Leah, en ung, jødisk kvinde fra London, får hun endelig nyt mod på livet og håbet blomstrer. Men da Leah får et mystisk anfald, frygter Maja at deres hæsblæsende romance må slutte – og vælger i stedet at følge med Leah tilbage til hendes hjem i det ortodokse jødiske kvarter Stamford Hill i London. Her møder hun Leahs mor, Chana, som oprindeligt selv er fra Danmark. Chana er en dominerende og hemmelighedsfuld kvinde, der er både reserveret og skeptisk overfor Maja, som dog alligevel forsøger at gøre et godt indtryk – indtil hun langsomt indser, at noget er helt galt… 

Instruktør  Gabriel Bier Gislason Manuskript Gabriel Bier Gislason Producent  Nordisk Film Production Genre Drama

Resten af livet / 7. juli

Da Egon og Maren mister deres voksne søn, bliver de to forældre og søsteren Line, kastet ud i en dyb krise. Alt bliver med ét forandret og de tre skal nu forsøge at finde tilbage til livet.

Instruktør Frelle Petersen Manuskript Frelle Petersen Producent Zentropa Entertainments Genre Drama

Lille Allan / 28. juli

I en ellers trist og ensom sommerferie i Urbanplanen bliver den indadvendte dreng, Lille Allan (11), overtalt til at agere menneskelig antenne for sin gamle UFO-besatte nabo Helge. Da det tankelæsende rumvæsen, Maiken, nødlander hos dem, og de skal have hende hjem, opstår der pludselig et venskab, som Allan ikke vil undvære. Men de er ikke de eneste, der vil have fat i Maiken. En gal samler er også på sporet, og vil have svar på det store spørgsmål: “Er der liv i rummet, og kan det udstoppes?”

Instruktør Amalie Næsby Fick Manuskript Thomas Porsager, Amalie Næsby Fick Producent Nordisk Film Genre Børnefilm

Alle for fire / 11. august

 

Alt ånder fred og idyl hos brødrene Timo og Ralf. De hænger ud med deres gamle ven Martin, der har lagt sin fortid som politimand bag sig og har fået job i hospitalsvæsenet. Timo er flyttet ind hos kæresten Lonnie igen, og hans og Ralfs små kup kører som smurt. Lige indtil den dag Timo opdager, at Lonnies fremtidsplaner ikke involverer ham længere! Timo får nu brug for alle kneb - og i særdeleshed Ralf og Martin, hvis han skal vinde Lonnie tilbage. Det bliver deres mest dumdristige kup nogensinde.

Instruktør Rasmus Heide Manuskript Mick Øgendahl, Rasmus Heide Producent Nordisk Film Genre Komedie

Kontakt

Anders Budtz-Jørgensen
andersbj@dfi.dk