”Er det virkelig dig, Ruth?”

STREAMING. Filminstituttets direktør, Claus Ladegaard, blev overrasket, da han gik på opdagelse i brugerkommentarerne til instituttets streamingsites. I en tid, hvor vi skal holde afstand, kan kulturarv skabe nærhed. Mennesker finder hinanden via de historiske film – og ikke kun i overført forstand.

Afstand. Det er et livsvilkår for de fleste af os i øjeblikket. Fællesskab og nærhed er udfordret. Mange savner de kollektive kulturoplevelser. At more sig, være begejstrede eller knibe en tåre sammen, at fortabe sig i flok et øjeblik, hvor de fremmede omkring én pludselig ikke længere er fremmede, fordi man er grebet af samme følelse. Det er noget af det, kulturoplevelser kan give os, hvad enten vi foretrækker en tætpakket koncert, en filmfestival eller et af de mange kulturarrangementer i foreningslandet Danmark.

Men når de fleste kulturtilbud er aflyst eller kører på nedsat blus, hvor finder vi så fællesskabsfølelsen?

Film og historie har altid interesseret Filminstituttets direktør Claus Ladegaard. Han er oprindeligt uddannet cand.comm. i historie og kommunikation.

Paradokset i en virustid er, at vi står over for en kollektiv udfordring, som vi skal bære individuelt. Hele samfundet er ramt, men fordi afstand og karantæne er den mest effektive forebyggelse, bliver det os selv hver især, der skal tackle følelser som angst, isolation eller bekymringer over arbejdsløshed og økonomiske trængsler. På det punkt er den nuværende krise væsensforskellig fra andre samfundskriser i nær fortid, fx besættelsen eller atomfrygten under den kolde krig. Dér havde vi mulighed for at rykke sammen. Nu skal vi rykke væk fra hinanden.

Verden har været ramt af pandemier før. Men det er første gang, en pandemi rammer en verden med internet og sociale medier. Vi er oplyste og fejlbelyste som aldrig før. Vi kan google nyt fra alle kontinenter, og vi kan debattere, til vores fingerspidser er hudløse. Så hvad gør vi under en krise, der kræver afstand og isolation? Hvor går vi hen for at finde fællesskabsfølelse? Vi går online. 

Filmene skaber genkendelse

Et af de steder, vi på Filminstituttet ser tendensen allermest tydeligt, er på vores streamingsite med historiske dokumentarfilm, Danmark på film. Websitet er sat i verden med et ønske om at skabe kollektiv historiefortælling. Det er gratis at se de nydigitaliserede film fra perioden 1899-2011. Alle, der har lyst, kan bidrage med deres historier i kommentarspor ved filmene. Og der er kommet fart i filmsnakken under coronaepidemien. 

Film gør historien nærværende og levende – og det afspejles i de mange brugerkommentarer på både streamingsitet og på Filminstituttets sociale medier.

- Filminstituttets direktør Claus Ladegaard

Vi oplever mange reaktioner på film om tidligere epidemier i Danmark. Det er fx film om børn, der bliver behandlet for polio i 1950’erne, og hverdagens sysler på et tuberkulose-sanatorium i 1940’erne. En oplysningsfilm viser med dramatiske virkemidler, at hver 11. dansker er smittebærer med difteri. Filmene sætter nutiden i perspektiv. Pludselig forekommer tidligere tiders epidemier ikke længere så fjerne, og samtidig nærer filmene nyt håb: Vi har været der før, og vi kom igennem det. Mon ikke vi klarer det denne gang også?

Historiske film om epidemier

Temaet 'Epidemier i Danmark' rummer film fra 1940'erne og 50'erne om tuberkulose, difteri og polio (børnelammelse). 

Der er stor forskel på at læse om fortiden og at se og høre den udspille sig, som om det sker lige nu. Filmmediet formidler historie på en sanselig måde, der kan styrke bevidstheden om vores fortid. Film gør historien nærværende og levende – og det afspejles i de mange brugerkommentarer på både streamingsitet og på Filminstituttets sociale medier, hvor vi deler filmhistoriske klip. Det er rørende at læse beretninger fra mennesker, der fx har oplevet polio på egen krop eller blandt deres nære. Og det er gribende med den omsorg og genkendelse, deres beretninger mødes af i andre kommentarer. 

Historien om Mogens og Ruth

Filmarven skaber nærhed, og ikke kun i overført forstand. I en kommentartråd på vores facebookside skriver den 80-årige Mogens om sine oplevelser med polio som barn:

"Værre gik det Ruth fra naboopgangen. Hun blev bundet til en kørestol; men hvor var hun sød og glad, altid omgivet af veninder. Gad vide, hvad der er blevet af hende?"  

Tre dage efter skriver en kvinde ved navn Ruth: "Hvilken by taler vi om her?"
Mogens: "Jeg boede dengang i Hvidovre."
Ruth: "Det er nok mig, du tænker på 😊 Sognegårds Allé?"
Mogens: "Jeg boede i nr. 10. Er det virkelig dig? Hvordan har du haft det i alle de mange år? Du havde en tvillingebror, så vidt jeg husker. Har du ham endnu?"
Ruth: "Den er god nok, det er mig 😂. Hvor sjovt. Jeg har lige talt med Per, min tvillingebror, som stadig bor i Hvidovre og har en hukommelse som en elefant. Han mener, at du boede på 1. sal. Så lille verden er, specielt nu på godt og ondt. Men jeg har det godt 😊."
Her blander en Ghita sig: "Jeg bliver helt rørt, tænkte nemlig på dig, Ruth ❤️"

Og vi, der arbejder med at digitalisere filmarven, bliver også rørt. For det er lige her, kulturarven blander sig med virkeligheden og beriger publikum. Vi oplever jævnligt at få beskeder fra folk, der har genkendt sig selv eller deres (til tider afdøde) nære i de historiske film. For nylig lød en kommentar: "Manden her i klippet er min oldefar." Og en kommentar nedenunder tilkendegav: "Så må du være min granfætter!"

Still fra 'Den store dag' (1975) af Jørgen Vestergaard.

Grydehår og cigaretfad

Fællesskabsfølelsen opstår ikke kun, når man kender hinanden fra virkelighedens verden. Publikums reaktioner viser også, at kulturarven giver os mulighed for at spejle os i hinandens historier og dele kollektive erindringer.

Som fx de mange reaktioner, det affødte, da vi delte et klip fra en konfirmation i 1975 fra Den store dag, i gennemført stil med grydehår, dråbeformede briller og ufattelige mængder brun beklædning. I kommentarsporet mødes vildtfremmede mennesker over fælles indre billeder.


"Så længe siden ... Og alligevel står det lysende klart😉," skriver Ditte.
"Mangler altså cigaretfadet, der blev sendt rundt imellem retterne😂," tilføjer Dan, mens Hanne deler et foto fra sin egen konfirmation og skriver "Ren nostalgi". 

Publikums reaktioner viser også, kulturarven giver os mulighed for at spejle os i hinandens historier og dele kollektive erindringer.

- Filminstituttets direktør Claus Ladegaard

Netop nostalgien er der ofte fælles fodslag om på vores website. Mange finder sammen om at længes tilbage og drømme om ’de gode gamle dage’. Men jævnligt skaber det også debat, når realister i kommentarsporene rømmer sig og påpeger, at SÅ gode var de dage vist heller ikke – i et Danmark, hvor der fx ikke var velfærd som i dag. 

Still fra filmen 'Støj' (1966) af Jørgen Roos.

Der er stor variation i de emner, der får folk til tasterne for at diskutere, mindes, joke, kværulere og filosofere – fra camping til rockere, de royale – og favoritten, adfærd i trafikken.

Men når der er film fra Besættelsen og Anden verdenskrig, vækker det en særlig interesse, og der er et tydeligt behov for at dele sin fortælling, blive set og hørt. En kort reportagefilm fra bombningen af Den Franske Skole fik stærke beretninger frem fra mennesker, som var børn dengang og oplevede den tragiske begivenhed på første hånd. Dermed får filmarven en dobbelt funktion: Den er ikke kun katalysator for kollektiv erindring, men kan også være kollektiv bearbejdelse af traumer. 

De gode, gamle nedlukningsdage?

Lige nu står vi også i en krise, der for manges vedkommende vil sætte sig spor. Man kan allerede nu høre, hvordan beretninger om de dramatiske nedlukningsdage i foråret genfortælles igen og igen både privat og i medierne. Vi har behov for at sætte ord på, dele vores oplevelser og spejle os i hinandens historier og refleksioner. 

En dag vil vidnesbyrd fra coronakrisen også være del af kulturarven, som vi kan mødes om – fysisk eller digitalt – og i fællesskab bearbejde det, der var svært under krisen. Eller sammen svømme hen i de gode gamle nedlukningsdage, hvor vi var hjemme hele tiden, sang fællessang og råhyggede med surdejsbagning og masser af fede film. 

Eller hvordan det nu egentlig lige var at leve i den dér coronatid.