Hvad kan filmens verden i en coronatid?

Kronik. Vi kommer til at møde udfordringer og fænomener, vi ikke har mødt før, og som vi ikke kender svarene på. Her har vi brug for fortællinger, vi kan spejle os i, og som kan vise os nye veje, skriver Filminstituttets direktør Claus Ladegaard i denne kronik fra Politiken 7. juni 2020.

For øjeblikket genåbner kulturlivet – museer, teatre, biografer. Og det er igen muligt at producere film. De seneste måneders kulturelle tørke har mindet os om, hvor meget kunst og kultur betyder for skabelsen af samhørighed og mening. 

Efter de første uger i virussens tegn kom kulturen da også på den politiske dagsorden med en melding fra Mette Frederiksen om, at vi har brug for kunsten til at samle op på vores erfaringer og vores søgen efter at forstå livet og os selv som mennesker. Et budskab, der umiddelbart skabte glæde, men som siden fortonede sig noget i regeringens genåbningsplaner, og som desværre også afslørede en anden og mere alvorlig mangel – nemlig evnen til at tale om, hvad det er, kultur gør ved os, og hvorfor kultur er vigtigt for os på linje med ilt, sex og frisk frugt. 

I kulturlivet er der under sundhedskrisen kun talt om kultur i form af hjælpepakker, billetindtægter og en ny fælles organisation for kulturlivet. Det er vigtigt at sikre økonomiske rammer, som gør, at kulturlivet kommer helskindet gennem krisen, men vi må aldrig glemme den fundamentale værdi, kunst og kultur har i vores liv og hverdag. 

Samtidig med at vi arbejder for at sikre de økonomiske rammer for kulturen, er det vigtigt, at vi fastholder forsøgene på at forstå, tale om og dokumentere kunstens og kulturens værdi på et dybere plan.

For Filminstituttet har det naturligvis været afgørende at sikre danske produktioner, filmselskaber og kreative kræfter, så dansk film fortsat kan udvikle fortællinger, der sætter billeder, ord og lyd på vores bekymringer, udfordringer, drømme og håb. Men samtidig med at vi arbejder for at sikre de økonomiske rammer for kulturen, er det vigtigt, at vi fastholder forsøgene på at forstå, tale om og dokumentere kunstens og kulturens værdi på et dybere plan. 

Den engelske antropolog Clifford Geertz har beskrevet kultur som de historier vi fortæller til os selv – om os selv. Når vi mennesker møder udfordringer eller fænomener i vores liv, som vi ikke umiddelbart har svar på, så skaber vi mening ved at fortælle historier til hinanden. I historierne kan vi intuitivt skildre fænomener, før vi bevidst kan forstå dem i sproget, videnskaben eller politikken. 

Det er gennem historiefortællingen, at vi på den måde giver mening til vores eksistens, og det er gennem fortællingerne, at vi kigger ud på verden, spejler os og forsøger at forstå. I kulturens fortællinger kan vi få indsigt i fortiden, fortolke nutiden og fantasere om fremtiden. De er en forudsætning for, hvad vi kan forestille os, og dermed for, hvad vi kan gøre til bevidste refleksioner og handlinger – også politisk. Det sker inden for alle kunstarter, og det sker ikke mindst i film, som er det felt, jeg vil dykke ned i her. 

Når vi taler om film og kvalitet, vurderer vi ofte kendetegn ved værket. Det er en disciplin, der er kultiveret i filmvidenskaben og i kritikerinstitutionen, og som er helt afgørende for forståelsen og udviklingen af filmen som kunstform. Men der mangler en forståelse af og et sprog for kunstnerisk kvalitet og værdi i relationen til modtageren

Den betydning, film kan have for os som mennesker og som samfund, har vi i Filminstituttets arbejde med at udvikle dansk film kaldt for filmens kulturelle betydning. En betydning, som rækker ud over billetsalg og internationale priser, som er de parametre, vi oftest benytter, når vi skal vurdere dansk films succes – eller det modsatte. 

Film appellerer til os gennem mange sanser og åbner for refleksion og indsigt på flere niveauer.

Film er både som kunstart og som populærkultur eminent til den fælles historiefortælling; film appellerer til os gennem mange sanser og åbner for refleksion og indsigt på flere niveauer. Film fungerer på den måde som kulturelt fortolkningsrum, hvor vi kan have en fælles samtale om den virkelighed, der omgiver os. 

Filmens kulturelle betydning hænger med andre ord sammen med mediets evne til at fortælle relevante historier og gøre det på en måde, der udnytter de kunstneriske virkemidler til at gribe os og skabe rum for sanselig erkendelse. Den kulturelle betydning kan ikke sættes på formel, det er en dynamisk størrelse, der udvikler sig i takt med de udfordringer og muligheder, vi stilles over for som individer og samfund. Men det er muligt at pege på nogle overordnede perspektiver, som er relevante og væsentlige, når det drejer sig om at være menneske lige nu og her. Her er nogle bud på hvad filmen kan.

Film kan undersøge forholdet mellem individ og fællesskab. Hvordan ser vi på os selv og andre? Hvordan inkluderer og ekskluderer vi hinanden? I Jeanette Nordahls aktuelle mafiadrama ’Kød & blod’ er det fællesskabets destruktive kræfter, der er i fokus. Filmen udspiller sig i en dansk provinsby, hvor det kvindelige familieoverhoved styrer den kriminelle klan med lidt for lange kys og strenge regler om loyalitet, straf og udelukkelse. Frederikke Aspöcks komedie ’De frivillige’ foregår i et fængsel, hvor kampen om pladsen i toppen af hierarkiet udkæmpes med list og højskolesange. Det er to film, der med bevidste kunstneriske greb får os til at overveje vores opfattelse af fællesskaber, både de tvungne og de frivillige.

Film kan også undersøge vores værdier og vores selvbilleder, ved at hylde dem eller gøre grin med dem. Det sker fx i ’Klovn the Final’, som sætter et spejl op foran os ved at skildre en særlig mandetype, som har hovedet så langt oppe i røven på sig selv, at de kun knap kan skelne virkeligheden ud af navlen. Mikkel Nørgaards komedie om de nu midaldrende Frank og Casper er en historie om tåkrummende selvoptagethed, der prikker til vores selvforståelse og udvider vores selvindsigt, mens vi griner med røde ører. Og Paprika Steens ’Den tid på året’ hiver brutalt tæppet væk under vores drømme og illusioner om alle tiders hyggelige familiejul. Vi må som publikum reflektere over, hvorfor vi så krampagtigt holder fast i et idyllisk glansbillede, når nu de fleste af os må forholde os til realiteter, der er noget mere grumsede og komplekse.

Film fungerer også som dannelse. I et vertikalt perspektiv som historisk dannelse med vægt på, hvor vi kommer fra, og de erfaringer, der har gjort os til dem, vi er. Det sker i Anders Refns skildring af værnemagerne under 2. verdenskrig i De forbandede år. Filmen sætter fokus på dilemmaerne isamarbejdet med den tyske besættelsesmagt og stiller indirekte spøgsmålet: Hvad ville du egentlig selv gøre? Michael Noers dystre og kuldslåede drama ’Før frosten’ om livet på landet i forrige århundrede ligger så langt fra Morten Korchs solskinsidyl, som tænkes kan. Og den vender og drejer, hvor langt vi er klar til at gå, og hvor meget integritet, vi vil ofre for at sikre vores børn en lidt højere plads på samfundets sociale rangstige.


I et horisontalt perspektiv handler det om moderne dannelse, der gennem undersøgende fortællinger fra nutiden kan give os en forståelse for aktuelle brudflader, hvad enten de er religiøse, kulturelle eller sociale. I May el-Toukhys drama ’Dronningen’ sætter den succesfulde advokat Anne både familie og karriere på spil, da hun forfører sin 17-årige stedsøn. Filmen er et portræt af en kompleks kvindefigur, hvis handlinger vi som publikum ikke kan undgå at forholde os til – spændt ud mellem en mangfoldighed af følelser, fra fascination til afsky.

Filmens kulturelle betydning handler også om kritik i bred forstand. Det kan være kritik af magt, overgreb, uretfærdighed eller strukturelle forhold som ulighed eller undertrykkelse. Det kan være gennem skildringer af konflikter eller ved at undersøge fordomme eller ubehagelige sandheder. Film har en særlig evne til gennem fortællinger at undersøge og eksponere tabuer og følsomme forhold. Anders Matthesens animerede ’Ternet Ninja’ tiltrak sidste år rekordmange biografgængere i alle aldre. Historien om ninjaen, der udfordrer drengen Askes egen opfattelse af, hvad han kan og ikke kan, udspiller sig i en almindelig sammenbragt dansk familie – og sætter med skarp humor spot på udnyttelse og magtmisbrug, både i de nære relationer og på globalt plan. Mange danske dokumentarfilm undersøger konfliktfyldte forhold på forskellige niveauer. Den Oscarnominerede ’The Cave’ af Feras Fayyad er et eksempel på en film, der leverer en stærk kritik af regimets krigsforbrydelser i Syrien med en styrke, der næppe kan gøres i andre medier.

Film giver også mulighed for indlevelse og refleksion. Vi får aktiveret begivenheder og paralleller i vores eget liv og får dermed adgang til erkendelser på et følelsesmæssigt og eksistentielt niveau. Dramaet ’En helt almindelig familie’ er en fortælling om en 11-årig piges oplevelse, da hendes far skifter køn. Historien, der bygger på instruktøren Malou Reymanns egne erfaringer, er fortalt fra datterens perspektiv og er en universel fortælling om kærlighed, familierelationer og en konfliktfyldt skilsmisse, som mange kan genkende. 

Film kan også anlægge et særligt dansk perspektiv som i Frelle Petersens ’Onkel’, om en ung kvinde, der sammen med sin svage onkel driver et mindre landbrug i Sønderjylland. De kunstneriske valg er radikale i beskrivelsen af et hverdagsliv med faste rutiner, og hvor morgenmaden indtages i tavshed med sudoku og en enkelt replik: ”Nutella”. Filmen må ganske vist undertekstes på rigsdansk, for at alle kan følge med, men den er en almen historie om en ung kvindes skisma mellem pligtfølelse og lyst. 

Ovennævnte er blot en række eksempler på, hvordan film kan have kulturel betydning, og de er hverken udtømmende eller universelle. Men de handler alle om, hvordan film som fortællinger kan skabe mening og hjælpe os til at forstå os selv og den virkelighed, der omgiver os. 

Måske skulle der en verdensomspændende sundhedskrise til for at tydeliggøre, at kunst og kultur ikke er en luksus, men en nødvendighed. Lige nu oplever vi en bølge af nostalgi i vores kulturforbrug. Vi finder mening og tryghed i den danske sangskat, vi ser ’Olsen Banden’ og glæder os til endnu en sæson af ’Borgen’. Vi drømmer om, at tingene bliver, som de var engang. Vi fortrænger kontroltabet, værger os mod usikkerheden og forsøger at forstå de radikale forandringer, der foregår omkring os, ved hjælp af kendte fortællinger og alt det, som de for blot få måneder siden pegede på som rigtigt og forkert. 

Vi har som mennesker og samfund brug for at blive bekræftet i fællesskabet. Men om lidt skal vi videre, og vi skal turde se ind i ukendt land. Vi kommer til at møde udfordringer og fænomener, som vi ikke har mødt før, og som vi ikke kender svarene på. Og her har vi brug for fortællinger, som vi kan spejle os i, og som kan vise os nye veje. Vi skal lære at leve i en verden, hvor vi sandsynligvis kommer til opføre os anderledes over for hinanden, hvor nye grupper er udsatte, og hvor både vi selv og andre pludseligt kan opleves som farlige smitespredere. Det vil for altid forandre vores relationer og vores fællesskaber, men vi ved ikke hvordan. Og det kan hverken videnskaben eller politikken fortælle os. Som Mette Frederiksen sagde i et interview her i avisen for få uger siden: "Jeg kigger ikke selv tilbage på, hvordan Danmark så ud før krisen. Jeg tror ikke, det er der, vi skal finde svarene. Jeg tror, vi kommer til at skulle tænke fremad og opfinde nyt i stedet for at insistere på at vende tilbage." 

Og statsministeren har ret. Det er helt nye udfordringer, som vi skal forstå og give mening, og svarene er ikke blot nogen, vi kan beslutte os for. Svarene kommer ud af det levede liv og den måde, som vi skaber mening på. Og det gør vi ved at fortælle historier til hinanden. Kunstens intuitive væsen skal bidrage med nye opdagelser og erkendelser, og i kulturens fortællinger skal vi have en fælles samtale om den nye virkelighed og det, vi har lært om os selv.

Betyder det, at vi skal have en masse film, der skildrer epidemier, virus og hårdt kæmpende sundhedspersonale? Nej, vi skal have film om, hvad sundhedskrisen betyder for vores fællesskaber, værdier, relationer – og de kan i princippet foregå både i fortiden og i fremtiden og have kulturel betydning, uanset om det er komedie, animation eller et drama med udgangspunkt i hverdagslivet. 

Vi skal sikre kunsten gode rammer; plads til egensindige eksperimenter og økonomi til risikofyldte satsninger.

Det handler om relevans og om at vække genklang hos publikum. Hvis en film skal have betydning ud over den tid, vi tilbringer med at se den, skal den gøre noget ved os som publikum. Den skal vække undren eller glæde, den skal anfægte eller udfordre os – og dermed forandre vores syn på os selv og på verden. Og netop nu har vi brug for nye fortællinger, der inkluderer hele den mangfoldighed af erfaringer og holdninger.

Og lige her er det centralt at understrege vigtigheden af den kunstneriske frihed og kunstens særlige evne til at give os det, vi ikke vidste, vi længtes efter; til at overrumple og provokere, "være som en sten i skoen", som Lars von Trier har formuleret det. Vi skal sikre kunsten gode rammer; plads til egensindige eksperimenter og økonomi til risikofyldte satsninger. Vi skal sikre kunstnerne optimal frihed til, fra forskellige vinkler, at forsøge at bearbejde og begribe de udfordringer, vi står over for.