Hitch + Grace / to mesterværker, foredrag og middag i SULT

Kom til en fænomenal Hitchcock-double bill med Grace Kelly, foredrag og tema-inspireret middag i Restaurant SULT. Filmene er krimidramaet ’Skjulte øjne’ og riviera-romancen ’Fang tyven’.

Aftenen har endnu en hovedperson, nemlig forfatteren Donald Spoto, der som en af få fik adgang til den private side af Grace Kelly. Hun kvitterede ved at skrive forordet til en af hans tre bøger om Hitchcock, og Spoto udgav i 2008 en rost biografi om Kelly selv – med interviews, han som aftalt havde holdt hemmelige indtil 25 år efter hendes død.

PROGRAM:
Kl. 18.00: Velkomst og ’Skjulte øjne’ kort introduceret af Donald Spoto.
Kl. 20.00: Toretters menu i SULT: Buttermilk-fried crispy chicken burger med estragon-mayonnaise, stegte svampe og sprøde salater. Til dessert en klassisk crème brûlée.
Kl. 21.15: Foredrag (i biografen) om aftenens film ved Donald Spoto.
Kl. 22.00: ’Fang tyven’.
KL. 23.30: Tak for i aften – og drøm sødt om sol på Rivieraen.

Retterne er løst inspireret af riviera-romancen ’Fang tyven’.

Samlet pris: 320/280 kr. Billetter kan ikke købes til filmene eller middagen enkeltvis. Frist: 8. marts af hensyn til køkkenet. Kun køb, ingen reservation.

Skjulte øjne

Instruktør: Alfred Hitchcock

Trods sin selvpålagte begrænsning om kun at betragte verden fra én lokation, nemlig en lille lejlighed, underholder og udfordrer 'Skjulte øjne' på mange planer og hører til blandt Hitchcocks mest elskede og diskuterede værker.

James Stewart spiller pressefotografen, som efter en ulykke sidder lænket til en kørestol i sin steghede hybel. Af lutter kedsomhed begynder han at udspionere beboerne overfor. Han bliver med tiden overbevist om, at han har overværet et mord, og indrullerer sin skeptiske kæreste Lisa (Grace Kelly) og sin morbide sygeplejerske Stella (en vidundelig Thelma Ritter) til at agere detektiver for sig.

"Jeg følte mig vældig kreativ i denne periode," har Hitchcock fortalt Donald Spoto, der i sin store værkanalyse 'The Art of Alfred Hitchcock' kalder det en smuk forening af parforholdsfilm, voyerisme-analyse og – mest subtilt – en moralsk film om ansvaret ved at være en, der ’bare’ tager billeder.

Romancen i filmen er inspireret af den kortvarige affære, som Magnum-fotografen Frank Capa havde med Ingrid Bergman – Alfred Hitchcock oplevede deres flirt på nærmeste hold under optagelserne til ’Berygtet’.


Appearances: Grace Kelly, James Stewart, Thelma Ritter, Raymond Burr

Original titel: Rear Window
USA, 1954
DCP, 112 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

Middag i Restaurant SULT

Middag i Restaurant SULT



75 min.

Fang tyven

Instruktør: Alfred Hitchcock

To af filmhistoriens mest ikoniske stjerner jagter en listetyv gennem Monte Carlos jetset-palæer. Den langfingrede levemand John 'The Cat' Robie (Cary Grant) mistænkes for en bølge af juveltyverier og forsøger at opklare mysteriet med hjælp fra blondinen Frances Stevens (Grace Kelly). En 1950'er-spændingsromance, der rammer retro-nerven rent med sine knivskarpe kostumer, brusende dialoger og solbeskinnede billeder af Monaco og Middelhav.


Appearances: Grace Kelly, Cary Grant, Jessie Royce Landis, Brigitte Auber

Original titel: To Catch a Thief
USA, 1955
DCP 4K, 106 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Grace Kelly