Water Lilies

Céline Sciamma, 2007

Nyd skuespillerinden Adèle Haenel i sin debut- og gennembrudsrolle som Floriane, kaptain for et parisisk pigehold i synkronsvømning! Denne bizarre sportsgren, fysisk krævende og æstetisk fotogen, sætter lighed og præcision i centrum – og det er ikke let, når flere på og omkring holdet er følelsesmæssigt i ubalance og i indbyrdes konkurrence. Og nemt er det vitterligt ikke:

Floriane (Haenel), som har ry for at være løs på tråden og den mest seksuelt modne i gruppen, har brug for hjælp for at komme i kontakt med vandpolo-spilleren François – hvilket også er projektet for holdmedlemmet Anne (Louise Blachère), der desuden har komplekser over sin krop. Anne er bedsteveninde Marie (Pauline Acquart), som indvilliger i at hjælpe Floriane – fordi hun selv er tiltrukket af Floriane!

Céline Sciammas instruktørdebut er fuld af indlevelse i de 15-åriges følelsesmæssige sensibilitet, søsterskabet i omklædningsrummet og den hormon-cyklon, der tager til i fart. Drengene og mændene i gruppens udkant behandles ikke med samme varme – men derfor er det jo ikke sikkert, at de går fra konkurrencen som den tabende part …

Adèle Haenel blev et kendt ansigt i Danmark med 'Portræt af en kvinde i flammer', men er for længst blevet en stjerne i Frankrig: I en alder af 31 år er hun allerede blevet César-nomineret syv gange og har vundet to af gangene – for 'Suzanne' (2013) og 'Les combattants' (2014). Haenel og Sciamma dannede – trods ti års aldersforskel – par i perioden 2007-2018.


Medvirkende: Pauline Acquart, Louise Blachère, Adèle Haenel
Original titel: Naissance des pieuvres
Instruktør: Céline Sciamma
Frankrig, 2007
35mm, 85 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Céline Sciamma