Face

Tsai Ming-liang, 2009

Det teatralske og scenografisk barokke har altid haft en plads i Tsai Ming-liangs ellers så hverdagsforankrede film. Her bliver det placeret center stage, for filmen handler ganske enkelt om en instruktørs genvordigheder med at lave en filmopsætning af ’Salome’ i Louvre i Paris. Vi kommer både rundt i gallerier, personalegange og kloakkerne under museet, for Tsai Ming-liang går efter stemninger og ikke mindst at udviske skellet mellem realitet og drøm/teater/film.

Her optræder Laetitia Casta både som variationer af Salome, Cleopatra og Lille Rødhætte, her er kinesiske schlagere, spanske ditto, makeup-pudder og indendørs sne, spejlkabinetter og et rensdyr. Langt fra sit revir. Kort sagt et Paris og et Louvre, du ikke har set før: et slowmotion-symbolistisk univers af ensomhed og mangel på rationalitet.

Lee Kang-sheng, der har været med i samtlige Tsais film, er denne gang nærmest eksplicit et alter ego for Tsai Ming-liang: Han spiller instruktøren Hsiao Kang, der kæmper med sprogforbistring og savnet af sin døende mor hjemme i Taiwan. Og der er en indlysende logik i, at Tsai Ming-liangs første europæiske produktion har Jean-Pierre Léaud på rollelisten. Léaud er filmhistoriens nok kendteste alter ego, et spejlbillede for François Truffaut i en lang stribe nybølgefilm.


Medvirkende: Kang-sheng Lee, Yi-Ching Lu, Fanny Ardant
Original titel: Visage
Instruktør: Tsai Ming-liang
Frankrig, Taiwan, Belgien, Holland, 2009
35mm, 138 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Tsai Ming-liang

Aktuelle film i Cinemateket