Filminstituttet styrker ambitionen om større publikumsbevidsthed

PUBLIKUM. Filminstituttet har udpeget Sanne Juncker Pedersen til i en toårig periode at styrke og lede indsatsen for at få publikum tættere på dansk film.

Initiativet ’Publikum tættere på’ skal nu og i fremtiden understøtte og inspirere filmbranchen til en højere grad af publikumsresearch, publikumsudvikling og publikumsbevidsthed i alle faser af filmens udvikling, produktion og lancering. 

Sanne Juncker Pedersen

Indsatsen styrkes, når lanceringskonsulent Sanne Juncker Pedersen over de næste to år overgår til en ny stilling som strategisk leder for ’Publikum tættere på’, og der samtidig ansættes en vikar i hendes nuværende stilling.  

"Med oprettelsen af denne toårige stilling lægger vi flere muskler i den systematiske indsats for at skabe mere publikumsbevidsthed i dansk film. Det er en ambition, vi har arbejdet med længe, og det ligger som en forpligtelse i Filmaftalen, at vi sammen med branchen skal nytænke og udvikle området," siger Filminstituttets direktør Claus Ladegaard og fortsætter: 

"Den aktuelle opbakning til dansk film i biograferne er endnu et udtryk for, at film fungerer som kulturelt samlingspunkt for mange borgere. Vi ved fra undersøgelser, at publikum ønsker, at dansk film skal underholde og give noget at tænke over og tale om. Vores indsats har fokus på, at vi skal blive endnu bedre til at udfolde potentialet i filmenes betydning og værdi for publikum."

Tættere sammen

Sanne Juncker Pedersen, der har arbejdet med publikum og lancering i flere år som lanceringskonsulent hos Filminstituttet og på mere end 200 danske film, vil som strategisk leder indgå som sparringspartner og rådgiver internt og eksternt i forhold til publikumsresearch, -udvikling og -bevidsthed. Dette vil ske i samarbejde med de øvrige fire lanceringskonsulenter og Filminstituttets analysekonsulent.

Kontakt

Sanne Juncker Pedersen
Strategisk leder af Publikum tættere på
Tlf. +45 2244 0037
sannep@dfi.dk

Ambitionen er desuden at opsamle og dele viden og erfaring fra og med branchen samt sikre overblik og understøtte branchen bedst muligt i udviklingen og afprøvningen af nye metoder og best practice.

"Nødvendigheden af at være relevant, aktuel og skabe betydning for publikum er eksploderet i de seneste år, hvor der er ekstrem konkurrence inden for levende billeder. Krav om tydelighed og præcision i indhold og definition af publikum er afgørende for at skille sig ud," siger Sanne Juncker Pedersen og fortsætter:

"Hvis vi tidligere i processen kan blive klogere på, hvilken samtale en film vil skabe eller ikke vil skabe hos publikum og hvorfor, så har vi et langt stærkere afsæt for at kommunikere både i indhold og lancering."

Indsatsen handler blandt andet også om at understøtte broen og samarbejdet mellem filmskaber, distributør, marketing, PR og publikum, sådan at publikum kan blive en prioriteret dagsorden allerede tidligt i en films udviklingsproces.

"Vores dialog med branchen har bekræftet os i, at der er et mulighedsrum, hvor vi kan bidrage til og understøtte, at branchens aktører bringes en smule tættere sammen om det, de i bund og grund alle er fælles om: publikum. 

Vores ønske er, at branchen i samspil med Filminstituttet om to år har oparbejdet en solid erfaring med publikumsresearch tidligt i skabelsesprocessen og har flere forskellige cases på solid publikumsudvikling samt identificeret gode metoder eller værktøjer til at skabe tidlig publikumsbevidsthed. Forhåbningen er desuden, at vi i højere grad har et fælles sprog at tale ud fra og har skabt en ny måde at sikre videndeling af relevante indsigter om publikum og markedet," siger Sanne Juncker Pedersen.

'Publikum tættere på' udfoldes i tre hovedspor, der er blevet til i dialog med filmbranchen igennem kvalitative interviews og workshops med instruktører, manuskriptforfattere, producere og distributører: 

1) Puljen PublikumsFokus, som blev lanceret 15. august 2020, understøtter øget sparring og gennemførelse af publikumsresearch og publikumsudvikling.

2) Publikumsmøde er en ambition om at afprøve og udvikle nye møde- og workshopformater med branchen, der skal styrke bevidstheden om publikum.

3) Ny strategi for videndeling, der skal sikre tilgængelighed af viden i nye formater og give stemme til den tavse viden, der findes både på Filminstituttet og i branchen.

Sanne Juncker Pedersen bliver strategisk leder af 'Publikum tættere på' i den toårige periode, hvorfor der parallelt ansættes en vikar som lanceringskonsulent. Lanceringskonsulent Lena Juhl Seidelin indgår desuden i Markedsordningens redaktion de næste to år.

Om 'Publikum tættere på'

'Publikum tættere på' er Filminstituttets langsigtede initiativ for at skabe øget publikumsbevidsthed i alle stadier af en films tilblivelse.  

Initiativet blev startet af Filminstituttets afdelinger for fiktion og dokumentar i 2019 i tæt samarbejde med filmbranchen. I foråret 2020 udkom rapporten 'Publikum tættere på' med 10 centrale indsigter og anbefalinger om arbejdet med publikum, der nu følges op med Sanne Juncker Pedersen som strategisk leder for indsatsområdet.